Fyredraget hans H. M. Dahl paa Lærarmøtet i Sogn um Maalsaki.

 

(Etter Sogns Tidende.)

 

 

Hvor det gjælder arbeidet for en reforms praktiske gjennemførelse, vil en altid blive stillet overfor en dobbelt opgave. Den maa først og fremst have sin rod i folkets historiske liv; den maa udfylde et hul og hente sin kraft fra den udviklingens lov, som livet er underlagt. En reform kan saa saare vel være grundet paa sandhed, den kan have retfærdighed og frihed til formaal, den kan være frembaaret i kjærlighed, _ dersom den alligevel ikke finder tilknytning til folkets eget liv, blir den ligefuldt dødfødt, og tvinges den igjennem, virker den skade.

 

Men en virkelig reform gjør mere end blot fylde et hul; den peger ogsaa paa veien, som fremtidslivet skal følge. Den maa vistnok i intet tilfælde foregribe udviklingen; men den skal lede den; den skal, idet den gir vekst til folkets liv, ogsaa give stødet til den retning, hvori det skal skyde frem.

 

Naar jeg her har optaget arbeidet for det norske maals gjenreisning, mener jeg i dette stykke at staa paa fast grund. Et folks sproglige og historiske udvikling gaar altid haand i haand. Det var den naturligste ting, at i en tid, da det norske folk tabte sin selvstændighed, da det frivillig gav slip paa sit eget nationale liv, at den fremmede kultur da ogsaa maatte trænge det norske sprog bort i krogene. _ Men saa er det ogsaa en ligefrem frugt af udviklingen, at det nyvaagnende liv, den ny opblomstrende nationale kultur stadigt mere maa kræve som grundlag det sprog, der _ af norsk rod _ endnu lever paa folkets tunge.

 

Men som arbeidet for det norske sprog er en frugt af hele det nationale kulturarbeide, saa skal da igjen maalets gjenreisning gjøre selve kulturarbeidet frugtbarere. Det skal hjælpe det ind paa de veie, hvor det kan finde hjemlig grund at bygge paa. Det skal lede folkets udvikling slig, at det i sprogets enhed kan finde det rette udtryk for folkets enhed; i dets hjemlige klang finde de toner, der gir gjenlyd i et rigere kjærlighedsliv, og i den indre sammenhæng mellem tanke og ord gjenfinde sig selv, sin æresfølelse og sine individuelle opgaver.

 

Der tør da sagtens heller ikke blandt os være synderlig uenighed om, baade at udviklingen vil føre med sig et helstøbt norsk sprog, og at dette vil være af stor betydning for opblomstringen af vort aandsliv. Jeg skal ialfald her ikke gaa nærmere ind hverken paa de forjættelser, som fra det ene hold knyttes til denne sag, og ikke heller paa de betænkeligheder, den fra en anden side maatte fremkalde. Disse fremkommer og besvares bedst under debatten.

 

Jeg har fra først af betonet arbeidet for den praktiske gjennemførelse som gjenstand for vor undersøgelse. Det gjælder her at gaa ud fra kjendsgjerninger, vitterlige for alle. Som saadan maa det hævdes, at her uimodsigelig er to sprog i landet. Hvormeget eller hvorlidet vi end føler os trykket heraf _et maa vi indrømme: Hvor dette er tilfælde, vil retfærdigheden kræve, at hver borger i landet faar anledning til at skaffe sig sin udvikling i sit eget modersmaal. Enten de er faa eller mange, _ der begaaes en uretfærdighed mod dem, der skal tvinge sit aandsliv ind i former, der er dem fremmed, og hvor de derfor aldrig faar udfolde sig frit. Retfærdigheden kræver, at der opstilles fuldkommen lige vilkaar for begge sprog.

 

En anden kjendsgjerning er den, at alt aandsliv maa udfolde sig i frihed. Hvormeget end de, der vil holde fast paa, hvad der nu er dannelsens sprog hos os, vil anstrænge sig derfor, _ det vil ikke lykkes dem at overslide den traad, der knyttes alt fastere mellem nordmandens liv og hans sprog. Og hvormeget end en varm begeistring for norskhedens vækst vil søge ved udvortes tvang at udskille det danske sprog fra vort aandsliv, det vil være magtesløst, just fordi aandens liv ikke bøier sig for nogen anden lov end frihedens. Og den personlige frihed kræver, at enhver faar tænke sine tanker i sit eget sprog og under lige vilkaar arbeide for dets seirer, imens samfundet maa kræve, at landsmænd, om de taler forskjelligt sprog, skal komme hverandre imøde i kjærlighed og saa grundigt som muligt lære at forstaa hverandre.

 

Det er ud af disse grundsætninger, jeg har formet mine satser; de udtrykker de praktiske formaal, der paakræves af retfærdighed og giver frihedens ret. _ Jeg venter mig nu ogsaa praktiske indvendinger mod disse forslag. Der vil en søge sin støtte i de mange ulemper, det vil medføre, den splittelse, det vil volde. Hertil er dog vel kun at svare, at kampen er der ligevel. Forskjellen blir kun den, at medens det nu er den undertryktes ulige kamp, saa vil fuldt lige vilkaar fremavle en veddestrid, der vil øge aandsarbeidet og vække mange gode kræfter tillive.

 

En anden indvending vil være den, at det skal kræves af os, der vil arbeide for det norske sprog, at vi skal vise, hvor saa dette maal egentlig er at finde. Talesproget er opløst i en hel del dialekter, og selve skriftmaalet er endnu ikke fulddannet. Der føres jo _ som af alle kjendt _ i skrift forskjellige sprogformer, der med lige ret giver sig ud for norske. Vælges en enkelt dialekt, vil den ikke blive anerkjendt af de andre landsdele, og vil vi søge en normalform, faar vi ikke et levende, men et dødt sprog. Det er _ lad os straks indrømme det _ nødvendigt, at der opstilles en landsgyldig sprogform; men deraf følger ikke, at denne skal modtages paa mekanisk vei gjennem majoritetsbeslutninger. Den kan alene tilegnes ved hver enkelts fri tilslutning; kun saaledes vokser folk og sprog organisk sammen. Med den udvikling for øie, som vi allerede har gjennemgaaet, tør det vel være lidet tvilsomt, at grundlaget er givet i det sprog, som gjennem Aasen og Vinje, den paabegyndte bibeloversættelse, det norske samlags skrifter og flere andre eier en ikke ubetydelig literatur. Og dette sprog er ikke noget dødt sprog. Det er organisk udvokset af de nulevende norske dialekter og er i sin kjerne allerede folkets eiendom.

 

Hele denne indvending vil derfor falde bort, naar vi har lært at skjelne mellem, hvad der er det væsentlige og hvad der _ forholdsvis ialfald _ er det tilfældige i sproget. Den usikkerhed i enkeltheder, som til en Tid vil være uundgaaelig, maa nødvendigvis gjennemkjæmpes. Men jo dybere trangen til brugen af morsmaalet blir blandt den norsktalende del af folket, desto snarere vil denne mellem-tilstand være overvundet. Men til at vække denne trang behøves _ efter min erfaring _ overfor den yngre slægt kun dette _ at lære dem at bruge det. Og denne lærdom læres let.

 

Maa vi altsaa sige, at der er fremlagt et fuldt levedygtigt norsk skriftsprog, saa maa det ogsaa erkjendes som en retfærdighed, at dette sprog faar lov at lyde overalt, hvor det har mors ret, og at enhver, der vil have lod og del i folkets kulturarbeide, kjender og forstaar det. Tiden for gjennemførelsen af de forskjellige krav tør kanske endnu ikke i alle dele være kommen. Men lad det blive kjendt overalt og brugt, hvor trangen er der, da vil det, saasandt det norske folk er bestemt til at leve et nationalt liv, paatrænge sig altid flere som det eneste naturlige udtryk for folkets karakter og tænkemaade. _ Men hvad vi end mener derom, kravet er der allerede, og retfærdighed byder, at dette krav fuldt ud imødekommes.

 

Frå Fedraheimen 18.10.1884

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum